Fjordstien til havnen
Inviter store og små, fire- og tobenede med på en hyggelig gå-, cykel-, rulleskøjte- eller løbehjulstur langs Limfjordens vandkant. Den asfalterede sti, der starter på stranden lige neden for Skive Fjord Camping, kan I trygt lade ungerne brænde krudt af på, for her er ingen biler i nærheden. I går gennem et par skovområder, der går helt ned til vandkanten, I kan skifte mellem at gå på stranden eller på stien, og cirka 2,4 km inde af stien kan I dreje en tur op i Krabbesholm Skov, der også byder på masser af dejlige ruter. I kan også fortsætte ind til Skive Havn, der ligger 3 km fra campingpladsen af stien og nyde hjemmelavede italienske is, mens I beundrer de mange smukke lystbåde.
Stien fører til mange spisesteder, oplevelser og gågaden
Stien fører foruden til Krabbesholm Skov også til Restaurant A Hereford Beefstouw, der ligger cirka 2,8 km inde, det arbejdende værksted ved Guldsmed Ø samt Helledie Glaspusteri i de smukke, gamle Resenlund. På havnen finder I (udover en af landets smukkeste lystbådehavne) Restaurant Strandtangen og isbutikken Is A Bella, og cirka 700 meter forbi havnen ligger Havnekiosken med is og pølser, der også markerer indkørslen til Krabbesholm Herregård, der i dag huser en design- og arkitekturhøjskole. Herefter kan I enten dreje ned forbi industrihavnen, hvor kan I gå over Danmarks længste træbro, eller I kan følge vejen op til Skive Gågade med masser af shoppingmuligheder og caféer. Alt sammen inden for gå- eller cykelafstand!
CAMPING